Racen

Mine dyr skal selvfølgelig helst leve op til avlsmålene for såne får. De skal være tamme og nemme at håndtere samt lette at holde indhegnet og indfange. Sidst, men ikke mindst, sætter jeg pris på, at de har en lang, blød og fin uld med mange og ensartede krusninger.

Mit mål er, at fødselsvægtene ligger mellem 3,5-4,5 kg. Fårene skal kunne læmme selv og selv passe 2 lam fra 2. til 8. leveår. Jeg ilæmmer som regel også alle mine gimmere, så de får lam som 1 års. Jeg vil helst have, at de giver 1 lam som 1 års. Lammene skal hurtigt komme på benene og have pattet inden for 1 time efter læmning. Fårene skal kunne give mælk af en sådan kvalitet, at tvillingelam opnår en vægt på 20-25 kg på 60 dage og lammene skal kunne opnå en vægt på 40-50 kg på 120 dage.

Det sker dog hvert år, at jeg beholder eller køber nogle dyr, som ikke lever op til avlsmålene og det kan der være flere grunde til. Måske har de nogle avlslinjer, som jeg gerne vil have. Måske er de særlig kælne eller noget helt tredje. Andre gange sælger eller slagter jeg et lam eller et får, som har meget fine indekstal eller udstillingsresultater. Måske synes jeg ikke, at de passer ind i min besætning, eller jeg kan ikke lide deres temperament. Undskyldninger har jeg nok af;-) Derfor er det ikke alle mine dyr, der er udstillingsegnede eller særlig repræsentative for sånerne. Men de er mine og der er en særlig årsag til, at lige præcis det dyr er en del af min besætning.